Dansk i Australien
Når man rejser rundt i Australien i længere tid er der ting man kan komme til at savne hjemmefra som f.eks. rugbrød, lakrids eller sild, men fortvivl ikke.
I dette indlæg kan du bl.a. læse om:
RUGBRØD
Rugbrøds blandinger til bag selv kan købes i IKEA. De har ligeledes et helt godt udvalg af hjemligt slik. Lurpak smør kan man købe i de fleste supermarkeder som ligeledes ofte også har et udvalg af Haribo på hylderne. ALDI har liver wurst som kommer ganske tæt på leverpostej og der findes også et godt udvalg af danske oste. Har du ikke mod på at bage rugbrød selv så kig efter Helgas som laver ganske udmærket Rye Bread og de har også rye toast.
For tiden er der et godt tilbud på friskbagt rugbrød som leveres over hele Australien. En dansker i Ballerat (Victoria) har slået sig ned som bager under navnet Viking Bread. Han tager imod ordrer på sin Facebook side og sender så snart brødet er bagt.


SILD
Sild har jeg før haft problemer med at finde, men det er muligt hos tyske og italienske supermarkeder at finde marinerede sild som kommer tæt på dem vi kender fra Glyngøre. Der skulle være et sted i Canberra hvor man kan købe danske sild.

SNAPS & GAMMEL DANSK
Snaps og Gammel Dansk kan man være heldig at finde i bottle shop kæden Dan Murphys. De har ofte også et udvalg af danske øl, men hvorfor dog drikke det hjemmelige når Australien har så meget pragtfuldt øl?
Snaps kan også bestilles online hos Nicks Wine Merchants



SHOP ONLINE
Skulle det gå helt galt med afsavn af de danske specialiteter kan du tjekke udvalget hos Danish Nordic som importerer danske varer til Australien og er det op mod juletid har Den Danske Kirke i Sydney, Brisbane og Melbourne også masser af danske godter på programmet.
NORDISK SLIK
Nordic Fusion Manly har en side de kalder Scandi Food med et stort udvalg af Nordiske specialiteter. Find dem her på Google Maps.
Yum Yum Swedish Candy sælger Svensk slik online og på markeder.