Rejsen Rundt

Sydney til Brisbane

Det er utroligt populært at køre ruten Sydney til Brisbane, men hvad kan man egentligt opleve på turen op langs kysten?

Som det fremgår af kortet nederst i artiklen er ruten ca. 920 km lang uden afvigelser fra den slagne vej, så alt efter hvor lang tid du har til din rådighed er her nogle forslag til hvad du kan se og opleve på vejen op.

Blue Mountains vil jeg dække i et opslag for sig selv, så mit første forslag er at køre til Wisemans Ferry som er en gammel færgeoverfart over Hawksberry River som en del af den gamle Old Northern Road som blev etableret i årene efter Australien kolonisering.

Hvis du planlægger at starte tidligt kan jeg varmt anbefale at spise frokost på pub’en i Wisemans Ferry.

Snyd ikke dig selv for et besøg til Hunter Valley som er NSW’s bedst kendte vindistrikt.

Tager du færgen over floden kan du enten dreje til venstre og køre gennem Dharug National Park op til Cesnock i vindistriktet Hunter Valley, eller dreje til højre og ved at køre langs floden komme ud til Highway M1 som fører dig videre nordpå. Uanset hvilken vej du kører bør du ikke snyde dig selv for et besøg til Hunter Valley som er NSW’s bedst kendte vindistrikt. Her er et godt sted at tage en overnatning eller 2 til at besøge vingårde, smage på vine og nyde den fantastiske natur området har at byde på.

Har du god tid er et besøg i Sydney’s nordlige satellit Newcastle også en mulighed. Byen byder på skønne strande, bl.a. Nobbys Beach og et stort udvalg af caféer og restauranter langs med den gamle kaj Honeysuckle Wharf.

Nobbys Beach

Et besøg i højlandet syntes jeg er et must på vejen op. Læg vejen gennem Dungog, Stroud og Gloucester og oplev den smukke natur i højlandet. Det er dette landskab toget fra Sydney til Brisbane passerer igennem, og i de små byer finder du spændende butikker, barer, caféer og restauranter. Jeg vil anbefale en overnatning i Gloucester og så bruge den efterfølgende formiddag med en tur til Copeland Tops State Conservation hvor du kan komme ud og gå i den skønne natur og opleve resterne fra en gammel guldmine.

Gloucester

Fra Gloucester går turen videre til Taree gennem Tinonee eller Wingham som også begge er historiske byer. Alt efter tiden på dagen ville jeg fortsætte op til Laurieton lidt syd for Port Macquarie. Laurieton er en hyggelig lille kystnær by med gode campingpladser og moteller. Har du mod på at prøve paragliding finder du i Laurieton en af Australiens bedste paragliding skoler, og her har du mulighed for at deltage i et gratis 3 dages kursus hvor der både er mulighed for tandem og solo flyvning. En kæmpe oplevelse som jeg kun varmt kan anbefale, men der skal bookes i forvejen, og der er rift om pladserne.

Port Macquarie ligger ud til vandet og byder på skønne strande og masser af shopping muligheder, vis man har de lyster.

Port Macquarie

Herfra begynder de noget længere køreture idet man primært passerer gennem mindre byer, eller slet ingen hvis man kører på M1.

  • Coffs Harbour som er kendt for sin Big Banana
  • Kempsey hvor de ikoniske Akubra Hatte bliver produceret
  • Nambucca Heads som har skønne strande
  • Grafton som er byen med den årlige Jacaranda Festival
  • Ballina med skønne strande og the Big Prawn

Byron Bay

Byron Bay kommer man ikke udenom på vejen mellem Sydney og Brisbane. Området lige øst for det ikoniske fyrtårn markerer det østligste punkt på det Australske fastland. Herfra har man udsigt til skønne strande og i sæsonen er her rig mulighed for at se hvaler når de migrerer op og ned langs kysten.

Byron Bay har et renomme som en hippie by, hvilket man ikke lægger skjul på. Her finder du skønne butikker og et stort udvalg af caféer, barer og restauranter. Her er flere campingpladser, masser af hostels, hoteller og moteller og den skønneste strand lige midt i byen.

Nord for Byron Bay passerer man grænsen til Queensland og første stop er Gold Coast som strækker sig det meste af vejen op til Brisbane. Surfers Paradise er nok en af de bedst kendte byer på Gold Coast med de knejsende high rises lige ud til stranden.

Skal du prøve kræfter med surfing eller fristes du til at løbe langs de smukke gyldne sandstrande? Mulighederne er mange også for at se, og blive set på.

Det sidste stykke vej op til Brisbane er ikke særlig spændende, men så er det jo godt at Brisbane har så meget godt at byde på.

South Bank Parklands

Frank Andersen

Mere end 29 rejser til Australien siden 1989 Forfatter til "Bilkøb i Australien", "Working Holiday i Australien" og romanen "Under Sydkorset: Emilys Perspektiv". Kørt over 75.000 km. i Australien i bil. Freelance rejseleder på rundrejser i Australien og certificeret "Aussie Specialist" gennem Tourism Australia.

One thought on “Sydney til Brisbane

Skriv et svar eller en kommentar

Instagram
RSS
Follow by Email