🏖️ Sydneys strande, som de færreste turister opdager
De fleste turister kender strandene Bondi, Manly og måske Coogee. Men Sydney Harbour gemmer på en hel række små strande og badebugter, som er langt mindre kendte – og de er faktisk overraskende nemme at komme til.
En af mine favoritmåder at opleve dem på er at lave en énvejsvandring langs Sydneys østlige havnefront, fra Rose Bay til Watson Bay. Jeg beskriver turen med 2 mulige starter. Den første med tog fra city til Edgecliff Station som er stoppet efter Kings Cross Station og den anden med færge fra Circular Quay til Double Bay.
I dette indlæg kan du bl.a. læse om:
🚆 Start i Edgecliff
Tag toget til Edgecliff Station og gå ned mod havnen.
Det er en lidt anderledes start på turen, for du kommer gennem nogle af de fine kvarterer omkring Double Bay og Point Piper med både klassiske Sydney-huse og moderne arkitektur, inden du når vandet.
Læs om ruten og se den på et kort på denne side der handler om Double Bay Tree Trail.
Herfra kan du gå videre mod Redleaf Beach og Murray Rose Pool og fortsætte langs kysten til Rose Bay.
⛴️ Eller start på vandet
Vil du gøre turen endnu mere “Sydney”, kan du tage færgen fra Circular Quay til Double Bay.
Fra færgelejet er der kun omkring 5-10 minutters gang til Redleaf Beach og Murray Rose Pool.
Er du kommet afsted uden morgenmad, så er Double Bay et oplagt sted at starte. Der er flere små hyggelige caféer, og du kan sidde med en kaffe og kigge ud over den havn, som bliver dagens store oplevelse.
🌊 Så går turen langs vandet
Fra Redleaf fortsætter du langs havnefronten mod Rose Bay og videre ud på Hermitage Foreshore Walk som er ca. 1.8 km. af den samlede tur.
Undervejs kommer du forbi, eller kan tage små afstikkere til, nogle af de mindre kendte strande og bugter:
🏖️ Redleaf Beach
🌴 Lady Martins Beach
🌊 Tingara Beach
🏝️ Rose Bay
🌿 Hermit Beach
🏖️ Queens Beach
🌅 Milk Beach
🌿 Parsley Bay
🏝️ Kutti Beach
Du bevæger dig gennem nogle af Sydneys mest eksklusive kvarterer, men samtidig gennem parker, bushland og små skjulte bugter. Woollahra Council beskriver hele strækningen fra Rose Bay til Watsons Bay som en cirka 8 km lang Harbour Walk, og der er mulighed for at vælge kortere dele undervejs.
Og så er der selvfølgelig udsigten.
Harbour Bridge, Opera House, Clark Island, sejlbåde, små bugter og de imponerende huse langs vandet. Det er Sydney fra en helt anden side end den, man oplever fra en turistbus.
Catalina
Catalina i Rose Bay er ikke bare en af Sydneys ikoniske restauranter – stedet fortæller også en lille bid af byens flyvehistorie. Fra 1938 fungerede Rose Bay som Australiens første internationale lufthavn, hvor store flyvebåde – blandt andet de berømte Catalina-fly – landede direkte på Sydney Harbour. Den nuværende restaurant Catalina ligger på det sted, hvor natklubben Caprice lå fra 1957, og blev etableret i 1994. I dag kan man sidde helt nede ved vandet og spise med udsigt over den samme bugt, hvor flyvebådene engang bragte rejsende til og fra Sydney.
⛴️ Slut i Watsons Bay
Uanset om du kommer til Watsons Bay midt på dagen eller sidst på eftermiddagen, er det oplagt at slutte turen her.
Find et sted at spise, nyd udsigten over havnen – og tag derefter færgen tilbage til Circular Quay. Det er ikke uden grund at Watson Bay er berømt for sin seafood, uanset om det er en gang Fish’n’Chips nede ved stranden eller hummer og østers på Doyles Seafood.
Så har du faktisk fået både tog, gåtur, strande, café, havn og færge på én og samme tur.
🩴 Hvad skal du have med?
Ikke det store.
En drikkedunk er en god idé, og solcreme er vigtig – også på en overskyet dag. Den australske sol arbejder ikke nødvendigvis efter, om himlen er blå. 😉
Et par gode sandaler eller klip-klapper kan sagtens klare turen. Vandrestøvler er efter min mening lidt overkill på denne tur.
Er du til noget lidt mere komfortabelt, er barfodssko et rigtig godt valg.
Og jeg ville bestemt tage solbriller og en hat eller kasket med.
Men vigtigst af alt:
👉 Tag badetøjet med.
For når man går forbi alle de små strande og badebugter, er det altså svært ikke at få lyst til lige at hoppe i.
Og har du først taget badetøjet med, kan denne tur sagtens gå fra en formiddagstur til en hel dag i Sydney Harbour.
Det er netop den slags Sydney-tur, jeg synes er værd at tage, hvis man har lidt mere end et par dage i byen. Ikke fordi den står på alle turistlisterne – men fordi den viser noget af det Sydney, der ligger lige uden for de klassiske seværdigheder.
