About

I 1989 tog jeg for første gang til Australien og var væk i 12 måneder. Jeg arbejdede på forskellige landbrug og rejste rundt i min bil, en Ford Falcon Panelvan fra 1978. Her var der masser af plads til at sove bagi, også når jeg fra tid til anden havde 1 eller 2 andre med oppe at køre.

Ford Falcon XC Panelvan
Ford Falcon XC Panelvan 1978

I 1991 ansøgte jeg om immigration men fik afslag. Det var svært at immigrere dengang, og på daværende tidspunkt havde Danmark ikke en aftale med Australien om Working Holiday visum. Da den aftale endelig kom på plads igen, var jeg blevet for gammel til at ansøge

Jeg opgav tanken og i 1995 vendte jeg tilbage til Australien sammen med min kæreste hvor vi var i Australien i 9 måneder af en 12 måneders orlov. Vi tog hele turen rundt om Australien i vores Ford Falcon Stationwagon fra 1984. Vi havde indrettet med en madras bag i bilen og havde ligeledes et telt så der var flere muligheder for overnatning afhængig af vejret og temperaturen.

Vi solgte vores bil i Sydney i en parkeringskælder i Kings Cross, indrettet til formålet. Eftersom jeg havde en del erfaring med køb og salg af bil, registrering, forsikring, roadservice, m.m. svarede jeg på mange spørgsmål fra interesserede købere, og undrede mig over at der ikke var skrevet en bog om emnet. Den opgave tog jeg så på mig og skrev i løbet af de følgende 3 måneder manuskriptet til det der skulle blive “En bog om Bilkøb i Australien”. Dette foregik i forbindelse med vores videre rejse i Thailand, Malaysia og Indonesien og min notesbog var fyldt helt op med emner og kapitler der efter nogen overvejelse blev sat sammen til en guidebog i bilkøb.

Atter hjemme i Danmark blev bogen skrevet rent og kopier sendt til forskellige forlag som alle dog mente emnet var for tyndt til at udgive en bog på, men et forlag foreslog mig at udgive på eget forlag og så se hvordan det gik. Det gjorde jeg så! Jeg kom i kontakt med Australsk New Zealandsk Venskabsforening som vi havde købt billetter igennem, og de slog til med det samme. Vi var i en tid før Internet og Venskabsforeningen brugte ofte ufattelig lang tid på telefonen med at besvare spørgsmål omkring køb og salg af bil, så de så det som en kærkommen lejlighed til at sælge bogen frem for at svare på spørgsmål.

Bogen blev senere udgivet på svensk og på engelsk også, og frem til den “gik af mode” og Internet tog fart for alvor, solgte jeg knap 3.000 eksemplarer af bogen som på dansk nåede op på 12 revisioner og 6 oplag.

Bogen kan ikke længere købes, men jeg har startet denne blog og Facebook siden Bilkøb i Australien da emnet stadigvæk er lige aktuelt.

Instagram
RSS
Follow by Email