ByvandringerOm AustralienSydney

Et udpluk af mine favorit spisesteder i Sydney

Madoplevelser i Sydney, fra Thailandsk gadekøkken til pub-mad og spektakulære udsigter
Savner du inspiration til spisesteder i og omkring Sydney giver jeg dig hermed mit bud på nogle gode steder som er et udvalg af mine favoritter.
Uanset om du er til autentisk thailandsk mad, kinesisk hot pot, traditionel pub-mad eller smukke udsigter, er der noget for enhver smag.
Læs videre og lær en håndfuld af mine favoritter at kende, som udover den gode madoplevelse også tager dig med rundt i Sydney.

Fantastisk thailandsk gadekøkken hos Thai Power i Kings Cross.

Thai Power på Victoria Street serverer fremragende thailandsk gadekøkken. Her får du store portioner til overkommelige priser. Hvad enten du er til en Tom Yum suppe, en grøn eller rød karry eller en af de utallige andre velkendte retter fra Thailand bliver du bestemt ikke skuffet.

Hvis du ude alene eller måske to personer sammen, kan du være heldig at finde plads ved et af de sparsomme borde. Ellers må man sidde på en nærliggende trappe eller mur.

Autentisk kinesisk mad og lækre dumplings i Chinatown

Hvis du er vild med autentisk kinesisk mad, bør du besøge et af de mange restauranter i Chinatown, der serverer traditionel hot pot. Her kan du vælge mellem en traditionel hot pot med kød og grøntsager eller en vegetarisk version med kun grøntsager. Hot pot er lidt at sammenligne med Fondue. På bordet står en gryde som er inddelt i 2 rum. Typisk er der en chilisuppe i den ene og en kyllinge- eller grøntsagssuppe i den anden. De valgte kød og grøntsager tilberedes i gryden og der er skåle med forskellige dressinger, soya sauce og Sweet Chilli sauce til at dyppe den tilberedte mad i. Man skal give sig god tid til Hot Pot, gerne 2-3 timer!

Hvis du er lækkersulten efter dumplings, er Chinatown også det rette sted at være. Her finder du et kæmpe udvalg af de traditionelle dumplings som dampes som en del af tilberedningen, og serveres dampende varme og velduftende ved bordet. Jeg delte for nylig en tallerken med dumplings og dampet broccoli med hvidløg sammen med en ven, da vi gik rundt i Sydney og besøgte områder som Circular Quay, Barangaroo og Darling Harbour. Det var et fantastisk frokost stop og selvom man bliver rigelig mæt føler man sig ikke stoppet eller oppustet bagefter.

Traditionel pub-mad med en betagende udsigt fra tagterrassen på Glenmore Hotel

Hvis du er på udkig efter traditionel pub-mad, kan jeg varmt anbefale Glenmore Hotel i The Rocks. Her finder du et stort udvalg af traditionel pub-mad, og hvis vejret tillader det og der er plads, kan du sidde på tagterrassen og nyde den betagende udsigt over Sydney Harbour. Du har Sydney Harbour Bridge til venstre, Operahuset i centrum og Circular Quay til højre. Det er virkelig en oplevelse!

Autentisk pub-mad og en fantastisk beliggenhed på Hotel Steyne i Manly

Et andet fremragende sted at nyde pub-mad er Hotel Steyne i Manly (ligger på hjørnet af The Corso og North Steyne). Fra hotellet/pubben har du en storslået udsigt over Manly Beach og Stillehavet. Her finder du ligeledes de klassiske pub måltider som serveres store og rygende varme, og så er det jo godt at ha et glas øl, vin eller vand til at slukke efter med.

Det kan være meget travlt og velbesøgt når der er en sportsbegivenhed på storskærmen, men atmosfæren er autentisk, hyggelig og ærke Australsk!

Fantastiske pies og storslået udsigt hos Sylvia & Frans Upper Crust Pies i Collaroy

Hvis du elsker en perfekt pie eller sausage roll skal du besøge Sylvia & Frans Upper Crust Pies på Pittwater Road i Collaroy. De har nogle virkelig alternative variationer af den klassiske meat pie (som altid er en vinder). Køb et par pies og nogle kolde drikkevarer og gå ud til spidsen af Long Reef. (Tager ca. 15-25 minutter at gå derud fra Upper Crust Pies). I sæsonen kan du være heldig at få øje på migrerende hvaler, mens du nyder dine pies. (Husk solcreme!). Fra Long Reef er der ligeledes et smukt kig tilbage på Sydneys skyline.

Lækker fingermad og skøn atmosfære på Bondi Hardware

Et sted med lækker fingermad, venligt personale og en fantastisk atmosfære er Bondi Hardware på Hall Street, kun et (langt) stenkast fra Bondi Beach. Mit seneste besøg var sammen med fem livslange venner, og vi bestilte 7-8 forskellige retter og et par flasker vin. Super lækre velanrettede, velduftende og velsmagende retter blev serveret af smilende og opmærksomme tjenere. Det var en middag som tog et par timer hvor der blev snakket og grinet godt mellem retterne. Det var en fantastisk eftermiddag/aften ude, og vejret var til at vi kunne sidde udenfor.

Afslutningsvis

Sydney byder på en bred vifte af kulinariske oplevelser og fantastiske seværdigheder. Uanset om du er til thailandsk gadekøkken, autentisk kinesisk mad, traditionel pub-mad eller lækre pies, vil du finde noget der passer til din smag. Nyd byens vibes i Kings Cross og Chinatown og de smukke udsigter over Sydney Harbour og Stillehavet, både fra Glenmore Hotel, Hotel Steyne, Sylvia & Frans Upper Crust Pies.

Afslut en god weekend eller besøg i Sydney med lækker fingermad og en hyggelig atmosfære på Bondi Hardware i den ikoniske badeby Bondi Beach som selvfølgelig byder på et væld af spændende restauranter, caféer og barer.

Sydney vil med sikkerhed tilfredsstille dine smagsløg og give dig uforglemmelige øjeblikke.

Frank Andersen

Mere end 29 rejser til Australien siden 1989 Forfatter til "Bilkøb i Australien", "Working Holiday i Australien" og romanen "Under Sydkorset: Emilys Perspektiv". Kørt over 75.000 km. i Australien i bil. Freelance rejseleder på rundrejser i Australien og certificeret "Aussie Specialist" gennem Tourism Australia.

Skriv et svar eller en kommentar

Instagram
RSS
Follow by Email