Rejsen Rundt

Koalaer på Magnetic Island, North Queensland

På Magnetic Island har du en god chance for at opleve koalaer i den fri natur. Kort efter Acadia på vej mod Horseshoe Bay er der en holdeplads langs vejen. Herfra går der en sti op til det gamle fæstningsværk, Fort Complex, som blev etableret under 2. Verdenskrig, for at forsvare Townsville mod japanske bombeangreb.

Turen er på ca. 2 km. hver vej, og stien er god. Langs stien er det muligt at se koalaer, men de er meget svære at få øje på. For det bedste tidspunk på dagen at gå på koala spotting, er det en god idé at spørge i turistinformationen i Picnic Bay. Den ligger lige ved den store mole hvor færgen fra Townsville lægger til. I nogle sæsoner ser man flest koalaer tidligt om morgenen, i andre om eftermiddagen eller om aftenen. Stien ender som sagt ude ved det gamle fæstningsværk, og herfra er der en fantastisk udsigt over vestsiden af øen og Townsvilles skyline.

Er det en varm dag vil jeg anbefale at tage rigeligt med drikkevand med. Efter turen kan man fortsætte ned til Radical Bay hvor der er en perfekt badestrand og næsten ingen mennesker. Her lå tidligere et lækkert afsidesliggende resort ved den lille lagune, men det er der ikke længere.

Kort over Fort Complex og Radical Bay på Magnetic Island.
Fort Complex og Radical Bay på Magnetic Island

Frank Andersen

Mere end 29 rejser til Australien siden 1989 Forfatter til "Bilkøb i Australien", "Working Holiday i Australien" og romanen "Under Sydkorset: Emilys Perspektiv". Kørt over 75.000 km. i Australien i bil. Freelance rejseleder på rundrejser i Australien og certificeret "Aussie Specialist" gennem Tourism Australia.

Skriv et svar eller en kommentar

Instagram
RSS
Follow by Email