AUSTRALIEN RUNDT I BIL

AUSTRALIEN RUNDT I BIL

11. januar 2019 0 Af Frank Andersen

Nedenstående artikel er skrevet tilbage i 2000, og der er naturligvis sket en udvikling i priser, bilmærker og modeller.

Af de mange der hvert år vælger at lade rejsen gå til Australien, vælger utroligt mange at købe en bil til at klare turen rundt i dette store ‘mulighedernes land’. Dette giver mange muligheder frem for at rejse med bus eller tog. Man kan roligt sige at man har frihed til at vælge. Man er ikke underlagt faste køreplaner, eller manglende dækning af transport i et område man godt kunne tænke sig at udforske.

Der er selvfølgelig et par overvejelser man skal gøre sig i forbindelse med bilkøb. Hvor længe er man i Australien, og hvor mange penge vil/kan man afse til at købe bil? Følgende tekst er de 2 første kapitler af en bog jeg har skrevet. Den har titlen ‘Bilkøb i Australien’. Bogen er skrevet på baggrund af de erfaringer jeg har gjort mig med bilkøb i forbindelse med 2 rejser i Australien med en samlet længde på 18 måneder, og mere end 50.000 kilometer australien under hjulene.

Valg af bil
Det kan være svært på forhånd at beslutte sig for hvilken type bil man godt vil have. Fra erfarne australiensrejsende lyder rådet oftest at man kommer længst med en Holden Kingswood eller en Ford Falcon. De er begge store biler med 6 cylindrede motorer og da de er fremstillet i Australien, er der mange af dem. Dermed er det også nemt at finde reservedele til dem til rimelige priser. Yderligere kan nævnes Nissan Bluebird, Mitsubishi Sigma, Toyota Corolla og Ford Cortina. Sigma’en er også fremstillet i Australien, og dem er der også mange af. De små SW’er har 4-cylindrede 2.0 liters motorer. Undtaget er Cortinaen, som også er lavet i en udgave med 6-cylindret Falcon motor på 4.1 liter. Nogen foretrækker måske en campervan, og andre vil ud og udforske out-backen med 4-hjuls træk.

Der er fordele og ulemper ved alle typer. De store stationwagons er gode at køre langt i og klarer varmen fint. Man kan også nemt være 4-5 mennesker i bilen, og der er god bagageplads. De lidt mindre stationwagons egner sig bedst til par, eller familier med 1-2 børn. De er knap så udholdne som de store, så lidt kortere dagsmarcher og lidt mere tid til at rejse i passer fint for denne type køretøj. De fleste autocampere/vans har forholdsvis små motorer og egner sig også bedst til mindre ture. Dog har camperne den fordel at være bekvemmeligt udstyret, hvilket kan give mulighed for at campere anderledes. Mange drømmer om at gennemkrydse Australien i 4-hjuls trækker, men det er en bekostelig affære da køretøjerne er dyre at købe, og dyre i drift og reservedele. Desuden bør man have meget god tid hvis man ønsker at udforske Australien på denne led.

Økonomien skal man også tænke på. Ud over prisen på køretøjet, koster det mellem 15-20 cent per km. til brændstof og almindelig vedligehold. Kører man f.eks. 20.000 km., koster det $3.000-$4.000 oveni. Heri er ikke indregnet større reparationer. Når du sælger bilen igen skal du også regne med kun at få ca. 60-75% tilbage, af hvad du betalte for det. Hvor megen tid har du i Australien? Dette kan også være afgørende for, om du vælger en bil fra en forhandler med buy-back garanti (hurtig køb, hurtig salg, større tab), eller har du god tid til at shoppe rundt på jagt efter bilen, og tid til at sælge den igen når tid er. Det kommer bag på mange, hvor tidskrævende og anstrengende det kan være, at købe og sælge bil.

En anden ting du bør tænke over før du vælger bil, er hvor du ender din rejse. Det er altid smartest at vælge en bil, der er registreret i den stat man rejser ud fra, det gør den nemmere at sælge igen. Der går mange skrøner om, at det bedst kan betale sig at købe en NSW indregistreret bil i Sydney, og sælge den i Darwin, og oven i købet tjene penge på den! Nogle mener det er omvendt!! Køb ikke bil med henblik på at tjene på den, men den skal tjene dig på din rejse rundt i Australien og give dig frihed til at se og opleve de ting som trak dig til Australien.

TYPER AF BILER

Stationwagon
Plads til 4-5 personer. Soveplads til 2 personer. God bagageplads. Kører 7-8 km/l. Meget populær rejsebil, derfor er der også mange af dem, og de er nemme at sælge igen. Priser fra $1.500 til $5.000.

Panelvan
Plads til 2-3 personer. Soveplads til 2 personer. God bagageplads. Til de der ønsker rummeligheden som i en Van og råstyrken fra en Falcon eller Kingswood. Kører 7-8 km/l. Lidt udbredte. Priser fra $1.500 til $5.000.

Sedan
Plads til 4-5 personer. Ikke egnet til at sove i. Kniber med plads til bagage, hvis man er mere end 2 personer. God Touring Car. Priser fra $1.500 til $5.000.

Campervan/Van
Plads til 2-3 personer. Soveplads til 2-3 personer. God bagageplads. Ideel til camping overalt, hvis indrettet med køkken- sove faciliteter. Små motorer. Dyre i brændtof og reservedele, men mange fordele fremfor øvrige køretøjer. Priser fra $2.500 (basic vans) til $10.000+

4WD:
Oftest kun plads til 2 personer. Meget dyre i reservedele. Dyr i brændstof og reservedele. Dårlig komfort på landevej, men fantastisk til offroad kørsel. Et must for Out-Back Exploreren. Forbered en pris som starter ved $8.000+