Godt at vide om Working Holiday i Australien
Australien er et paradis for backpackere da det er et land der er nemt at rejse rundt i og komme i kontakt med andre rejsende. Er du mellem 18 og 35 år og drømmer du om at bo og arbejde i Australien for en periode, så kan du gøre drømmen til virkelighed og udleve The Australian Dream ved at tage afsted på et Working Holiday visum. Dette giver dig mulighed for at bo og arbejde i Australien i op til 3 år.
Jeg har skrevet bogen ‘Working Holiday i Australien‘ som omhandler de mest relevante punkter i forbindelse med et Working Holiday ophold i Australien. Bogen er på 40 sider.
Køb bogen i Australiashop.dk eller som e-bog her : ‘Working Holiday i Australien’ E-bog.
I dette indlæg kan du bl.a. læse om:
Hvorfor tage på Working Holiday i Australien?
For mange er det en stor drøm at rejse og arbejde i et andet land i en længere periode, og derfor er et Working Holiday-visum en oplagt mulighed for at prøve dette. Kombinationen af at rejse og tjene penge er unik, samtidig med du lærer nye mennesker og kulturer at kende, og får finpudset dit engelsk.
Vigtigt om Working Holiday visum!
- Du skal opholde dig uden for Australien når du ansøger om dit første Working Holiday visum og imens din ansøgning behandles. Typisk godkendes ansøgninger inden for 1 døgn, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid eller stilles krav om en lægeundersøgelse og røntgenbilleder.
- Du må ikke tidligere have haft et Working Holiday visum når du søger om dit første års visum. Der kan søges op til 3 års visum når særlige betingelser er overholdt, og der søges for 1 år ad gangen.
- Du skal være mellem 18 og 35 år på ansøgningstidspunktet.
- Dit visum skal tages i brug senest 12 måneder efter godkendelsen.
- Der kan ikke medbringes børn på et working holiday visum
- Dit ophold kan vare op til 12 måneder. Dìt visum træder i kraft ved første indrejse
- Så længe dit visum er gyldigt, kan du frit rejse ind og ud af Australien
- Som udgangspunkt kan du arbejde i op til 6 måneder for den samme arbejdsgiver, men efter Corona er der i perioder givet dispensation for op til 12 måneder
- Du kan studere i op til 4 måneder i løbet af dit ophold.
- Som ansat på Working Holiday-visum bliver du beskattet 15% af de første 45.000 AUD du tjener. Din arbejdsgiver skal være registreret og godkendt til at ansætte medarbejdere på Working Holiday visum – ellers er skatten 35%
- Prisen på et Working Holiday visum er $635 AUD (7/2023) som betales online i forbindelse med ansøgningen. Du får ikke refunderet dette beløb hvis dit visum ikke bliver godkendt, så vent med at købe flybillet m.v. til du har fået dit visum godkendt.
Vigtigt om ansøgningen af visa:
- Du er selv ansvarlig for at søge dit Working Holiday visum. Her kan du ansøge Working Holiday-visum til Australien. Har du spørgsmål angående visum skal du tage kontakt til ambassaden eller de australske immigrationsmyndigheder.
Er der regler for hvor længe jeg skal arbejde?
Det er op til dig selv hvor længe du ønsker at arbejde og hvilken type arbejde du udfører, men ønsker du at forlænge dit visum med yderligere 12 måneder skal du som minimum udføre 88 dages kvalificerende arbejde. Det er en god idé at udføre dette arbejde så tidligt på din rejse som muligt.
Hvilke job er typiske at søge på et Working Holiday visum?
Med et Working Holiday visum kan du både få fuldtids- og deltidsstillinger. Der er bedst mulighed for at få et job i servicebranchen som tjener, bartender eller Barista, men et arbejde på en farm er også meget populært. Husk at medbringe røntgen- og helbredsbevis, hvis du vil arbejde på et hospital, på en skole eller i en børnehave. Til visse typer jobs er det desuden et krav, at du har et RSA certifikat til udskænkning af alkohol og et RCG certifikat hvis du arbejder med spil, f.eks på et kasino eller en pub/club med spilleautomater.
Hvor søger jeg efter ledige stillinger?
Du finder typisk jobopslag på jobsøgnings portaler, opslag på hostels og i diverse backpacker grupper f.eks på Facebook.
Læs mere i artiklen Jobsøgning i Australien.
Er jeg garanteret et arbejde når jeg har et Working Holiday visum ?
Er du er fleksibel i din jobsøgning, er der stor sandsynlighed for at du hurtigt finder et spændende job. Måske ikke lige det du havde drømt om hjemmefra, men da mulighederne er mange, finder du helt sikkert noget som giver dig nye og uforglemmelige oplevelse.
Gode råd til din jobsøgning
- Overvej dine evner hjemmefra. De fleste vil helst være bartender eller Barista, men hvad kan du ellers arbejde med?
- Få mest mulig joberfaring og opdater dit CV. Jo mere du forbereder dig hjemmefra, jo større er sandsynligheden for at du hurtigt finder et arbejde i Australien.
- Tag dine jobsamtaler seriøst. Vær der i god tid, lav research om arbejdspladsen og forbered dig grundigt på at overbevise arbejdsgiveren om, at det er dig de skal ansætte.
- Overvej at prøve noget nyt. Der er masser af spændende jobmuligheder hvis du er åben for det.
- Hav en god opsparing med hjemmefra. Det koster at etablere sig med et sted at bo og du skal gerne kunne forsørge dig selv indtil der kommer en lønindtægt. .
Hvordan er lønninger og skat?
Det er svært på forhånd at sige, hvor meget du kommer til at tjene, men Australien har en række regler og love og organisationer (Fair Work Ombudsman), der sikrer dig som arbejdstager. Lønnen afhænger af det job, du finder. Husk du skal betale skat af alt du tjener (skat tilbageholdes af arbejdsgiver), ligesom det er nødvendigt med en Australsk bankkonto (bank account), et Tax File Number (TFN) og en konto til Superannuation (pensions opsparing).
Hvordan er det med at finde en bolig?
Det afhænger meget af det job, som du finder. Hvis du skal arbejde på en farm har du ofte mulighed for at bo der. Hvis du derimod får job og skal bo i storbyen, er det muligt at lave gode langtidsleje-aftaler med de fleste hostels eller finde et værelse i et share house.
Læs f.eks artiklen Hvor søger jeg efter lejebolig i Sydney.
Bør jeg spare op på forhånd?
Med et Working Holiday visum til Australien, skal du ved indrejse kunne dokumentere at du kan forsørge dig selv til du finder arbejde og at du har råd til en flybillet ud af landet igen hvis du er indrejst på en enkeltbillet.
Bør jeg tegne en rejseforsikring?
Har du ikke råd til en rejseforsikring, har du ikke råd til at rejse! At blive syg eller komme til skade i et land udenfor EU medfører helt andre udgifter end hvad tilfældet er indenfor EU hvor du er forsikret via dit Blå Sygesikringsbevis. Tag en snak med et rejseforsikrings selskab og hør om priser og muligheder.
Er det muligt at studere på et Working Holiday visum?
Du kan studere i op til fire måneder på et Working Holiday visum, men visumet er ikke beregnet til et fuldyids studie i Australien. Er det det du ønsker bør du kigge på mulighederne med et studie visum.
Yderligere information
Læs mere om Working Holiday visum i artiklen Working Holiday ABC som også kommer med en masse praktiske links og svar på ofte stillede spørgsmål.
Hvor tager jeg kurserne RSA, RCG og white Card?
Harvest Trail Information Services er en officiel Facebook gruppe som formidler farm jobs rundt omkring i Australien. Disse jobs er alle kvalificerende til at forlænge dit Working Holiday visum hvis du opfylder 88 og 179 dages kravene. (Se ligeledes deres hjemmeside).