BlogSydney

Sen ankomst til Sydney med fly

At ankomme til Sydney lufthavn sent om aftenen kan være lidt af en udfordring, hvis ikke man har forberedt sig en smule. Terminalen du ankommer til hedder T1 International. Er det ikke din første rejse til Australien har du muligvis styr på det og klarer dig fint og hurtigt igennem, både lufthavnen og til dit bestemmelsessted.

Der er flere muligheder for transport når først du er kommet igennem paskontrollen og bagage screeningen. Dem vil jeg gennemgå i de følgende afsnit.

Afhentning af rundrejseleder

Rejser du til Australien med en gruppe, følger rejselederen oftest gruppen ud og hjem. De rejseledere der er bosat i Australien mødes med gruppen i lufthavnen i ankomstterminalen, og derfra burde der være styr på den videre transport.

Afhentning af familie eller venner

Er der noget som er mere rart end at blive taget imod af familie eller venner i lufthavnen? Gensynsglæde, glædestårer, knus og kram. Og så er der jo bare helt styr på det med den videre transport.

Måske du ankommer som Aupair eller udvekslingsstudent og du nu for første gang skal stå ansigt til ansigt med din kommende værtsfamilie og evt. de børn du skal passe.

Med toget til city

Skal du ind til det centrale Sydney og overnatte på hotel er det oplagt at tage toget. Der er stationer ved både udenrigs- (international) og indenrigs (domestic) terminalen. Da disse stationer er private, betales der via billetten et gebyr for at køre til eller fra dem, hvilket gør billetten væsentligt dyrere end ved almindelig togkørsel. Det er værd at undersøge om dit hotel ligger i umiddelbar nærhed af en af stationerne på denne linie, eller om der skal skiftes tog undervejs. Overvej også hvor meget baggage du rejser med da du jo selv skal bære den til og fra toget.

I Sydney anvender man Opal Card til at betale for offentlig transport, men du kan også bruge dit Visa- eller Master Card til at tjelke ind og ud for din rejse. Bemærk at der skal anvendes forskellige kort hvis i er flere der rejser sammen, modsat i Danmark hvor flere kan rejse på det samme Rejsekort.

Taxi til hotellet

Er i 2 eller flere der rejser sammen kan man med fordel tage en taxi. Ved 3 personer er det oftest billigere end med tog. Vær dog opmærksom på hvor meget baggage i har med, om det kan være i bilen eller om i skal bruge mere end 1 bil. Det er ikke altid let at få fat i en stor taxi i lufthavnen, som både kan rumme 3-4 personer og baggage hvis hver rejser med en kuffert og en håndbagage.

Taxi holdepladsen er lige udenfor ankomstterminalen og turen til city som tager 20-30 minutter bør koste $45-$55.

Lufthavns transfer

Undersøg med hotellet om de tilbyder lufthavns transfer. Det er der mange der gør. Typisk vil der stå en chauffør i ankomstterminalen med et skilt med dit eller hotellets navn på. Her er det en klar fordel at du kender prisen på forhånd og bliver kørt lige til døren.

De hoteller der ikke har tjek ind sent om aftenen (late check inn) lægger typisk en nøgle i en kodet nøgleboks, og så tjekker man ind om morgenen når receptionen igen er bemandet.

Udlevering af udlejningsbil

Har du lejet en bil på forhånd skal du nu have den udleveret/afhentet. De store selskaber holder til i parkeringshuset på den modsatte side af pladsen udenfor ankomstterminalen. Da er det bare at gå over og få bilen udleveret og så komme afsted. Husk at tage højde for venstreside kørsel! Det vil ligeledes være en god idé at leje en GPS eller at medbringe en holder og anvende sin mobiltelefon til navigering. Her skal du huske at tage højde for om du har international data på dit mobilabonnement eller at købe et lokalt SIM kort ved ankomst.

Har du lejet din bil fra et af de billigere selskaber ligger deres afdelinger oftest udenfor lufthavnens område. Mange af dem tilbyder at hente dig ved ankomst, men du skal selv sørge for at komme hen til afhentningsområdet som ligger ca. 500 meter fra terminalen. Ved sen ankomst (after hours) er det typisk ét firma som står for afhentning af passagerer ved terminalen samt udleveringen af flere udlejningsselskabers biler fra deres afdeling. Der går typisk 1 times tid mere ved denne udleveringsform, men den daglige leje er væsentligt billigere. Så er det en afvejning man bør gøre sig, komfort holdt op mod pris.

Ridesharing

Du finder tjenester som Uber og Ola i Sydney. Book med dit foretrukne selskab og kontakt chaufføren når du er i ankomstterminalen. Begiv der herefter til opsamlings stedet hvor bilen venter på dig.

Overnatning på lufthavnshotel

Kan du ikke overskue at skulle ind til byen sent om aftenen eller skal du videre med fly fra Sydney den næste dag, er det muligt at booke en overnatning på et af de nærtliggende lufthavnshoteller. Undersøg med hotellet hvad de tilbyder af transport.

Find link til hoteller i Nyttige links sektionen.

Nyttige links

Her finder du kort over lufthavnen.

Læs siden Transport options på lufthavnens hjemmeside.

Yderligere oplysninger og kort over togene i Sydney.

Se liste over lufthavnshoteller

Læs også artikler om:

Mobiltelefoner og SIM kort

Før rejsen til Australien

Rejsen til Australien

Frank Andersen

Mere end 29 rejser til Australien siden 1989 Forfatter til "Bilkøb i Australien", "Working Holiday i Australien" og romanen "Under Sydkorset: Emilys Perspektiv". Kørt over 75.000 km. i Australien i bil. Freelance rejseleder på rundrejser i Australien og certificeret "Aussie Specialist" gennem Tourism Australia.

Skriv et svar eller en kommentar

Instagram
RSS
Follow by Email