Rejsen Rundt

Turforslag fra Darwin til Cairns via Alice Springs og Melbourne

Q: 4 stater på 4 uger
Hej, Vi er 6 venner der i Okt/Nov tager til Australien i 4 uger. Men vi skal dække 4 stater, så vi skulle jo gerne se det væsentlige…for tiden bliver jo en knap faktor (kan man vist roligt sige).
Først og fremmest: kan det svare sig selv at køre fremfor at benytte busser ?

Vi lander i Darwin og skal på en udflugt til Kakado Park, dernæst flyver vi til Alice Springs, hvor vi kører ind til Ayers Rock. Herefter har vi muligheden for at tage et fly til Adelaide (men vi havde også talt om Coober Peedy), så det ved vi ikke rigtig.

Derfra hedder ruten : Adelaide, Melbourne, Canberra, Sydney, Brisbane og op langs hele kysten til Cairns, hvorfra vi skal flyve igen.
Vi har bevæbnet os med Lonely Planet og Turen går til…, men der er jo utrolig meget at se, så vi må prioritere lidt. Derfor ville det være rart hvis vi kunne få håndplukket nogle af de ting vi bare må se.
Jeg håber I kan hjælpe os, enten med jeres kommentarer eller I kan henvise os til nogle der kan hjælpe.
På forhånd tak.

SVAR: 4 uger er ikke lang tid til alt det I ønsker at se på Jeres tur, men med solid planlægning hjemmefra går det nok alligevel.
Det lyder meget fornuftigt at I vælger at flyve indenrigs mellem Darwin, Alice Springs og Adelaide. Cooper Pedy er en oplevelse, men vil i Jeres tilfælde være en forsinkende faktor. På strækningen Alice Springs Adelaide er der ikke meget andet at se. Skulle I alligevel ønske at opleve opalbyen Coober Pedy vil jeg anbefale I køber en busbillet med mulighed for 1 døgns stop-over i Coober Pedy. Den dag kan I bruge på at tage på en ‘Breakaway’ tur hvor man besøger opal miner, ser Dingo hegnet og får mulighed for selv at lede efter opaler.

Jeg vil foretrække at leje en bil fra Adelaide til Cairns. De fleste udlejningsfirmaer tilbyder en-vejs leje. På vejen til Melbourne vil jeg vælge kystvejen ‘Great Ocean Road’ som er en stor oplevelse at køre på. Her kommer man f.eks. forbi ‘De 12 Apostle’ (de fleste allerede er styrtet i havet!)
For enden af Great Ocean Road vil en afstikker op til byen Ballerat være en stor oplevelse. Ballerat er en gammel guldgraver by med en fuldt fungerende autentisk guldgraver by Sovereign Hill.

Turen fra Ballerat til Melbourne tager kun et par timer og man kan sagtens afsætte et par dage til at se byens serværdigheder. Det er let at komme rundt i Melbourne med sporvogn, så lad endelig bilen blive stående ved hotellet.

Fra Melbourne vil jeg fortsætte til Echuca/Moama som ligger på grænsen mellem Victoria og NSW. Floden Murray River løber gennem disse byer som for år tilbage kunne opleves i TV serien ‘All the Rivers Run’. Fra Moama fortsættes op gennem NSW til Wagga Wagga og videre til Canberra. Canberra byder på spændende museer, parlaments bygningen, m.m.

Fra Canberra op mod Sydney kommer man forbi Goulburne og man kan enten køre ud til kysten gennem Kangaroo Valley eler fortsætte direkte op til Sydney.

Læs artiklen Sydney til Brisbane for en beskrivelse af denne del af ruten og Populære rejseruter for forslag til turen fra Brisbane til Cairns.

Det er en lang tur. Ca. 4500 km. + det løse, så man skal indstille sig på dage med mange timer i bilen. Når I er 6 der tager af sted skal I jo nok kigge efter en minibus/people mover. Det koster lidt ekstra, men I er nok om at dele udgiften, og der skulle jo nok være flere om at dele køretjansen.
Steder der er værd at se på turen:

  • Kangaroo Island (SA)
  • Great Ocean Road (VIC)
  • Ballerat (VIC)
  • Echuca (VIC)
  • Moama (NSW)
  • Canberra (ACT)
  • Sydney (NSW)
  • The Blue Mountains (NSW)
  • Coffs Harbour (NSW)
  • Byron Bay (NSW)
  • Surfers Paradise (QLD)
  • Brisbane (QLD)
  • Australia Zoo (Beerwah, QLD)
  • Sunshine Plantation (Nambour, QLD)
  • Noosa Heads (QLD)
  • Fraser Island (QLD)
  • Bundaberg (QLD)
  • Yeppoon, Great Keppel Island (QLD)
  • Townsville/Magnetic Island (QLD)
  • Wallamanns Falls (QLD)
  • Cairns (QLD)
  • Crystal Cascades
  • Kurunda
  • Great Barrier Reef
  • Cape Tribulation (QLD)

Rigtig god tur, og jeg håber mit oplæg har givet inspiration til turen.

Har I ikke kørt bil i Australien før bør I også læse artiklen Om at køre bil i Australien.

Frank Andersen

Mere end 29 rejser til Australien siden 1989 Forfatter til "Bilkøb i Australien", "Working Holiday i Australien" og romanen "Under Sydkorset: Emilys Perspektiv". Kørt over 75.000 km. i Australien i bil. Freelance rejseleder på rundrejser i Australien og certificeret "Aussie Specialist" gennem Tourism Australia.

Skriv et svar eller en kommentar

Instagram
RSS
Follow by Email