Klædt på til arbejde

Klædt på til arbejde

23. februar 2019 0 Af Frank Andersen

Er du på Working Holiday i Australien skal du udføre 88 dages Farm Work for at kunne forlænge dit ophold med et 2nd Year Working Holiday Visa, og så er det godt at være klædt ordentligt på til arbejdet.

Det mest almindeligt forekommende Farm Work der udføres af backpackere er høst af frugt og grønt, samt arbejde der relaterer sig dertil.

At arbejde udendørs i Australien er ikke noget man skal tage let på. Der er mange faktorer at forholde sig til som det at arbejde udendørs i solen, insekter og slanger, tunge løft, akavede arbejdsstillinger og ikke mindst arbejdsdage der sagtens kan vare op til 8-10 timer 6-7 dage om ugen (da der er tale om sæson arbejde).

Solen

At arbejde mange timer i solen kræver godt arbejdstøj, gerne med indbygget solfaktor, masser af solcreme med høj solfaktor som påføres flere gange om dagen, en hat med bred skygge som skåner dit ansigt, dine ører og din nakke for direkte sol. Solen i Australien er meget stærkere end solen herhjemme, og UV indekset er mere end dobbelt så højt. At arbejde i shorts og singlet med klip-klappere på fødderne er både tåbeligt og uansvarligt og har sendt mange backpackere på sygehuset med hedeslag og forbrændinger. Desuden tilrådes det at drikke rigeligt med vand gennem hele dagen for at undgå dehydrering.

Beskyt dig selv mod solen ved at bære fornuftigt tøj og hovedbeklædning.
Beskyt dig selv mod solen ved at bære fornuftigt tøj og hovedbeklædning.

Fodtøj

Det er også vigtigt at have fornuftigt fodtøj på. Et par solide boots giver god komfort til dine fødder og beskytter dem mod insekter, edderkopper og evt. slanger. Vælger du et par australske work boots er det også en god ide at anvende uldsokker. Uld og Læder virker svedtransporterende og kølende om sommeren. Spørg din arbejdsgiver om du bør anskaffe dig støvler med tåværn (steel toe). Arbejdes der med tunge løft giver det en ekstra beskyttelse af dine tæer i tilfælde af du taber noget tungt ned over fødderne. Et par ordentlige støvler kan anskaffes for mindre en AUD 100 og pengene er givet godt ud.

Køb dig nogle gode work boots
Køb dig nogle gode work boots

Handsker

Et par solide handsker er også en god investering. De kan redde dig fra spidse torne og flænger m.m. i hænderne. Desuden giver de også god beskyttelse mod insekt og slangebid.

Gode handsker beskytter hænderne for rifter og insektbid
Gode handsker beskytter hænderne for rifter og insektbid

Opslidende arbejde

Rigtig meget landbrugsarbejde kan være opslidende, både på grund af akavede arbejdsstillinger og til tider lange arbejdsdage. Derfor er det en god idé at strække ud i dine pauser, sørge for at drikke rigeligt og spise ordentligt. Du forbrænder væsentligt flere kalorier når du arbejder end når du bare rejser rundt. Jo bedre du passer på dig selv, jo lettere får det arbejdet til at føles, og jo mindre finder du irritation ved dit arbejde. 88 dage er lang tid hvis man altid føler sig træt, afkræftet og uoplagt, og du er heller ikke et aktiv for din arbejdsgiver. Du blev ikke ansat fordi du har brug for dine 88 dages Farm Work, men fordi din arbejdskraft er påkrævet.